Her til morgen, da jeg var på vej ud af indkørselen med datteren i retning af børnehaven, konstaterede jeg, at en dame, der var ude at gå morgentur med sin lille hund, lod denne urinere op ad vores bil. I kvarteret, hvor vi bor, er det ikke et ualmindeligt syn; hundeejere lader deres kræ lade deres vand på folks plankeværker, op ad postkasser, havelåger og biler. Der lader til at være en uskreven lov, i følge hvilken hundepis skal spredes overalt, og i følge hvilken mennesket er forpligtet til at assistere dyrene, hvis de ikke selv kan. Af Grundejerforeningens vedtægter fremgår det, at hunde skal holdes i snor i kvarteret. Det betyder, at ejerne sagtens kan afholde hundene fra at pisse, hvor det passer dem. Men også hjælpe dem. Fortolkningen af Grundejerforeningens vedtægter er ret fri; forleden, under en tur i nabolaget, blev jeg således angrebet af en sort labrador henne fra nummer 29 eller 31. Den var ikke i snor, og kun fordi jeg gjorde anskrig, fik ejeren styr på angrebshunden. Da jeg over for ejeren påpegede, at hunden burde være i snor, sagde han: “Nå”. Her til morgen, da jeg over for damen med hunden påpegede det uhensigtsmæssige i, at hendes hund havde urineret op ad vores bil, replicerede hun også med et “nå”. Og da jeg sagde, at jeg jo heller ikke gik og urinerede op ad hendes bil, gentog hun sit “nå”. Hvad skal man sige? Nå?
Kom med en kommentar