Filologen er filolosofisk

Relativitetsteorien. Tidsrejser. Min bare. En klog lillebror til en god ven har berettet, at der i universet er en vis kontinuitet, ja endda uendelig konsekvens. Det betyder, at når noget sættes i bevægelse, fortsætter denne bevægelse i pricippet i det uendelige. Hvis jeg f.eks. siger “filolog”, sættes luften i svingninger. Disse svingninger kan opfanges af de ører, der måtte være i nærheden på ytringstidspunktet. Hvis der ikke er nogle ører i nærheden, men derimod en klippevæg, kastes svingningerne tilbage, således at jeg kan genhøre en kopi af min ytring – efter den er sagt. Således er det ikke umiddelbart ytringen selv, jeg hører, men svingningerne fra den. Det er det, vi kalder et ekko.

Sådan er det også med lys. Hvis jeg med min lommelygte lyser ind i et spejl og derpå slukker lommelygten, er det ikke lommelygtens lys, jeg ser, men derimod de af spejlet reflekterede svingninger fra den (ja ja, jeg véd godt, man skal være ualmindelig hurtig for at opfange det, men principielt…). Et mere anskueligt eksempel kunne være stjernekiggeri. Nogle af de stjerner, vi ser, er forlængst ophørt med at eksistere, men lyset fra dem, dét suser fortsat derudaf. Forestiller vi os nu en meget hurtig maskine, så hurtig, at den kan overhale lyset, er det i princippet muligt at overhale de svingninger, der ligger til grund for vores sanseoplevelser (stjernen, lommelygten i spejlet, min farfars konfirmation etc.), og genopleve visuelle ekkoer af fordums situationer (man skulle måske også bruge et slags koncentrationsapparat eller en heftig samlelinse, da lys vist har det med at sprede sig, dog handler det ikke om teknik, men om principielle muligheder). Overhaler jeg lyset (og får det samlet og koncentreret), er jeg således vidne til fortiden. Jeg har med andre ord foretaget en visuel tidsrejse. Dog uden mulighed for at gribe ind i historiens gang – lige så lidt som jeg kan ændre på handlingen i en film eller parafrasere et ekko. Så enkelt er det.

Kom med en kommentar