filolog.dk

Der har igennem den seneste tid fra forskellig side været fremsat forslag om en reform af dansk retskrivning med henblik på tilnærmelse af denne til udtalen. Det er der ikke noget nyt i. Ved reformen i 1948 blev det bl.a. besluttet, at præteritumsformer af modalverberne ’kunne’, ’skulle’ og ’ville’ ikke længere skulle indeholde det ’d’ (’kunde’, ’skulde’ og ’vilde’), der markerede, at der var tale om præteritum til forskel fra infinitiv. Analogt hermed er der (senest i et læsebrev i Politiken 8/1 2006) ytret ønske om en lignende reform med henblik på at imødegå nogle af de problemer, der melder sig, når mange mennesker ikke kan stave til ord som ’hånd’. Alternativet skulle være ’hånn’. Er det nemmere? For nogle, givetvis. Jeg ved det ikke.

Ved enhver retskrivningsreform melder der sig visse problemer. Især hvis den nye retskrivning skal være fonetisk baseret som i norsk. For hvilken udtalenorm skal man basere retskrivningen på? Rigsdansk? Og hvem taler rigsdansk? Steen Bostrup og Dronningen? Og skal man overhovedet gennemføre reformer, fordi befolkningen, med undtagelse af ordblinde, ikke kan stave? Skulle man ikke hellere sørge for en ordentlig danskundervisning i skolerne – som forudsætter ordentlig danskundervisning på seminarierne og dermed på universiteterne?

Fordelen ved den nuværende retskrivningsnorm er, at den er baseret på konventioner, som de fleste vælger at følge. Det har den umiddelbare fordel, at uanset hvor i landet eller udlandet man befinder sig, og uanset hvordan ens dia- eller idiolekt lyder, så er skriftsproget et fælles sprog. Vist nok som i Kina, hvor folk – uden nødvendigvis at kunne forstå hinandens udtale – kan forstå hinanden på skrift til trods for de enorme afstande.

Indfører man en fonetisk baseret retskrivning, indfører man også muligheden for flere forskellige (dialektale) retskrivningsnormer. Dette kunne i bedste fald kaldes for multikonventionel retskrivning, i værste for sprogligt anarki.
Sætningen ’jeg er ikke på øen ude i åen’ ville med udgangspunkt i rigsdansk skulle staves noget i retning af ’jaj är eggö på øön udö i åön’. Med udgangspunkt i sønderjysk? ’A æ æ å æ ø uu i æ å’.

Udover det rent fonetiske kunne man også anføre et historisk argument for at bibeholde den nuværende retskrivning. Og så alligevel. Er det så vigtigt, at vi ud fra formen ‘fødselsdag’ kan genkende formen ‘føde’? Kunne vi ikke bare skrive ‘føsselsda’, som læsebrevsskribenterne (hvoraf den ene går i 2. klasse) foreslår (Pol 8/1 2006)? Ingen løfter længere et øjenbryn over, at vi i ordet ’stakkel’ ikke kan genfinde fordums ’stavkarl’.

Diskussionen er i princippet uendelig. For gennemfører man en retskrivningsreform, vil der efter få år opstå krav om modificeringer og nye reformer. Det, man kunne gøre, var at gennemføre reformerne gradvist. Så ville folk få tid til at vænne sig til at kunne spise majonæse med hænnerne. Faren ved denne tilgang er, at der i en (uendelig?) overgangsperiode vil eksistere flere konkurrerende former, og at skriftsproget således bliver flydende, og vi ikke længere kan forstå hinanden.