filolog.dk

– Det duer ikke! De skader vort renommé! Og næbede er de også! Har man set mage!
Ikke bare med en lille fjer på, men hønefuld – hun havde lige onduleret fire kyllinger – kom fru Ravn vraltende, alt imedens hun skræppede op om, hvor galt det stod til omkring Mosen.
Samtidig, med sit knivskarpe falkeblik stift rettet med netop Mosen, spankulerede hr. Høg frejdigt af sted. Han kroede sig svært ved tanken om det forestående møde.
- I aften slår jeg kløerne i hende, øh, æh, hvis hun altså vil…, peb han spagfærdigt. Han var ikke just nogen ørn til kurmageri.
I morges, da han var kommet ud af fjerene, lod han vandet løbe længe fra den kolde hane og prøvede at få rede på sit uglede hår. Da anderumpen sad, præcis som den skulle, drak han, som altid om lørdagen, kaffe af mågestellet, som han havde arvet på forskud fra sin tante, en gammel hejre, der var stæreblind, og som helt tydeligt havde kuk i låget.

Solen skinnede fra en skyfri martshimmel. En gruppe unge, hvoraf enkelte i flokken stadig havde spæde dun på hagen, storkede af sted, ned mod åen.
Kvarterets finke, frk. Due, svævede på dunlette fjed forbi fru Ravn, som for sit vedkommende anså frk. Due for at være noget løs på tråden.
– Skal du ud og trække?, hvæsede fru Ravn spydigt.
– Nu ikke så kålhøgen!, kurrede hun blidt. Hun var klædt i en spættet dunjakke, under den fjerlette gevandter. Hun fik øje på hr. Høg uden for Mosen.
- Juhu!, kvidrede hun æggende. Hr. Hø-øg!
- Der har jeg sgu’ skudt papegøjen!, tænkte hr. Høg for sig selv. Og gøs.
I samme øjeblik gled en grå skygge flaksende over plankeværket ved Mosen.